Velbesøgt konference om AI og fremtidens arbejdsliv arrangeret af DI – Dansk Industri, HK Handel og HK Privat kom med mange bud på, hvordan den kunstige intelligens allerede bruges og kan bruges på de merkantile arbejdspladser. Og ikke mindst, hvad den nye teknologi kommer til at betyde for de medarbejdere, der skal arbejde med det.
Forestil dig en arbejdsdag, hvor rutineopgaver klarer sig selv, og du får hjælp til at finde de bedste løsninger hurtigt og effektivt. Det er præcis, hvad kunstig intelligens (AI) kan gøre for os, og det var tydeligt på konferencen, AI og fremtidens arbejdsliv, at teknologien er ved at skabe forandring på det merkantile arbejdsmarked. Men hvordan kommer vi derhen? Hvad kræver det af medarbejdere og virksomheder, hvis vi vil have fuldt udbytte af denne digitale revolution?
Det skulle deltagerne blive klogere på gennem oplæg og debatter fra Michael Moos-Bjerre, CEO, M.B.C., Jacob Ensig, COO, Microsoft, Mikael Thoustrup, Head of Terma Accelerator, Terma, Jacob Kjeldsen, branchedirektør, DI Handel, Paw Saxgreen, CEO, Lunai Consulting, Niels Husted Kjær, CEO Alexandra Instituttet, Konrad Weiske, CEO for Spyrosoft, Leyla Elif Aksoy, regional vice president Salesforce, Christian Søgaard-Christiansen, CEO, Lemvigh-Müller, Signe Tychsen Philip, vicedirektør, DI, Kim Jung Olsen, sektorformand, HK Privat og Mette Høgh, sektorformand, HK Handel. Konferencen blev åbnet af digitaliseringsminister, Caroline Stage Olsen.
Artiklen fortsætter under billedet … Konferencen blev åbnet af digitaliseringsminister, Caroline Stage Olsen (to fra højre) her flankeret af Kim Jung Olsen, sektorformand HKPrivat, og Mette Høgh, sektorformand, HK Handel samt vicedirektør i DI, Signe Tychsen Philip. Foto: Anni Norddahl.
På konferencen blev der lanceret en helt ny rapport udarbejdet af M.B.C., Afdækning af AI’s betydning for det merkantile område. Gennem en omfattende dataindsamling via interviews og spørgeskemaer kommer rapporten helt tæt på, hvad de danske virksomheder tænker om brugen af AI, og hvordan de måske allerede har taget den til sig.
Rapporten kan hentes i sin helhed HER.
Artiklen fortsætter under billederne…
Dagen var fyldt med talere og debatter. Fra venstre: Mivhael Moos-Bjerre, CEO, M.B.C., Jacob Ensig, COO, Microsoft, Mikael Thoustrup, Head of Terma Accelerator, Terma, Jacob Kjeldsen, branchedirektør, DI Handel, Paw Saxgreen, CEO, Lunai Consulting, Niels Husted Kjær, CEO Alexandra Instituttet. Fotos: Anni Norddahl.
Et centralt tema på konferencen var behovet for nye kompetencer. Mange virksomheder er begejstrede for mulighederne, men mangler konkret viden om, hvordan AI bedst kan integreres i deres arbejdsgange. For mange medarbejdere og ledere er AI stadig noget ukendt. Faktisk oplever hele 80% af medarbejderne ifølge den nye rapport manglende viden som en barriere for at bruge AI mere aktivt. Det samme gælder ledelsen, hvor 64% angiver, at manglende kompetencer står i vejen for implementeringen. Denne usikkerhed skaber en udfordring: Hvordan kan virksomhederne blive bedre rustet til at udnytte AI’s enorme potentiale?
AI er nemlig ikke bare en abstrakt teknologi. Det er flere forskellige værktøjer, der allerede nu hjælper med tekstgenerering, dataanalyse og chatbots i kundeservice, og som giver medarbejdere mulighed for at fokusere på mere komplekse og kreative opgaver. Flere eksperter fremhævede gennem dagen, at AI skal betragtes som en samarbejdspartner, ikke en konkurrent. Den bedste udnyttelse af teknologien sker, når vi ser den som en støtte, der kan løfte kvaliteten i arbejdet og gøre det lettere at træffe bedre beslutninger.
Artiklen fortsætter under billederne …
På billederne fra venstre: Konrad Weiske, CEO for Spyrosoft, Christian Søgaard-Christiansen, CEO, Lemvigh-Müller og Leyla Elif Aksoy, regional vice president Salesforce. Fotos: Anni Norddahl.
Eksperterne var enige om, at det handler om både praktisk erfaring og en grundlæggende forståelse af teknologiens muligheder og begrænsninger. Det er vigtigt at vide, hvornår AI kan gøre en forskel, men også at være kritisk over for de resultater, teknologien leverer. Hvis en AI-model f.eks. analyserer data, skal brugeren kunne gennemskue, om resultaterne giver mening, eller om der er fejl i systemet. Teknologiforståelse handler derfor ikke om at blive en IT-ekspert, men om at have en digital nysgerrighed og en forståelse for, hvordan AI bedst understøtter menneskers arbejde.
På konferencen blev det også understreget, at uddannelse og opkvalificering bliver nøglen til succes. Vi skal klæde de unge på inden de skal ud på arbejdsmarkedet, og samtidig skal vi også sikre, at medarbejdere får mulighed for at erhverve sig kompetencer inden for AI gennem korte efteruddannelsesforløb som peger ind i i konkrete arbejdssituationer, hvor AI er et relevant arbejdsredskab.
Konferencen efterlod ingen tvivl om, at AI ikke bare er en modedille, men en teknologi, der kan forandre måden, vi arbejder på. Udfordringerne er til at tage og føle på – men det er mulighederne også. For dem, der griber chancen, venter der en fremtid, hvor AI ikke blot effektiviserer arbejdsgangene, men også giver os bedre værktøjer til at tage klogere beslutninger og skabe mere værdi. Vi er kun lige begyndt at udforske, hvad der er muligt, og det bliver spændende at følge, hvordan det merkantile arbejdsmarked, vil tage teknologien til sig.